Myte #1: Der er forskel på den strøm du får fra elselskab til elselskab

11. jan. 2025

Rigtig mange tror, at man kan købe sig til specifik strøm i sin stikkontakt. At man fx kan købe sig til ren vindenergi hver gang man f.eks. tænder for ovnen. Det er især takket være nogle elselskabers aggressive markedsføring af såkaldte “grønne certifikater”, som har skabt denne misforståelse.

Den strøm, der kommer ud af din stikkontakt, er nemlig den samme, uanset hvilket elselskab du vælger. Men hvordan hænger det sammen? Få svaret her.

Sådan fungerer det danske elnet

Alle elselskaber i Danmark køber strøm på den samme markedsplads, nemlig den nordiske elbørs, Nord Pool. Her fastsættes prisen på strøm ud fra udbud og efterspørgsel. Når strømmen først er solgt, sendes den direkte ud i det danske elnet, som fordeler den samme blanding af strøm til alle husholdninger og virksomheder. Det betyder altså, at uanset hvem du køber strøm fra, vil du få den samme elektricitet som din nabo.

Hvad kan du vælge imellem hos elselskaber?

Forskellen mellem elselskaberne ligger ikke i selve strømmen, men i alt, der ligger udenom: afregningstype, pris og eventuelle grønne tiltag. For eksempel kan et elselskab tilbyde at købe grønne certifikater for at matche dit forbrug med strøm produceret af vedvarende energikilder, men selve strømmen i din stikkontakt er stadig uændret.

Strøm: En energimæssig “suppe”

Når strømmen kommer ud af din stikkontakt, er det en blanding af strøm produceret fra forskellige kilder som vind, sol, vandkraft, atomkraft og fossile brændsler såsom kul og olie. Fordelingen afhænger af, hvordan strømmen er blevet produceret netop den dag. For eksempel kan der være mere vindenergi i sammenblandingen på blæsende dage og mere fossilt brændstof, når vinden ikke blæser og det er overskyet - et fænomen kendt som “dunkelflaute”.

Strømmen adskiller sig i  Danmark mellem Øst & Vest

Strømmens oprindelse afgøres også af, hvor i Danmark du bor. Danmark er nemlig inddelt i to regioner - Øst og Vest. Prisen på strøm er forskellig i de to regioner, da hver region er forbundet til forskellige strømforbindelser udenfor Danmark. Østdanmark er f.eks. forbundet med Sydsverige og Tyskland, mens Vestdanmark også er forbundet til Sydnorge, Holland og England.

Det betyder fx, at Østdanmark ofte har en højere andel af atomkraft end Vestdanmak fra de sydsvenske atomkraftværker. Ligeledes kan Vestdanmark også benytte sig af norsk vandkraft, mens Østdanmark kun har direkte adgang til det svenske.

Få indblik i Min Strøm

I Min Strøm app’en kan du, time for time, følge med i hvordan strømmen bliver produceret. På den måde, kan du se, hvad strømmen, der kommer ud af din stikkontakt, består af og hvor stor en andel af den, der kommer fra vedvarende energi.

Skærmbillederne viser hvordan strømmen er produceret en given dag fra kl. 13:00 til 14:00 i Danmark Øst:

Samme tidspunkt men i Danmark Vest:

Du finder Energikilderne bag den nuværende times strøm på siden for dagens elpris:

Hvorfor varierer prisen på strøm?

Strømpriserne er som sagt afgjort af udbud og efterspørgsel. Derfor kan priserne svinge meget alt efter hvordan strømmen bliver produceret:

  • Når der er meget sol og vind, vil udbudet typisk overstige efterspørgslen, hvilket resulterer i billige strømpriser.

  • Når der er vindstille og solen ikke skinner (Dunkelflaute), bliver vi afhængige af dyre fossile kilder (nogle gange også import fra andre lande), presses prisen derimod op.

Konklusion

Dit valg af elselskab påvirker altså ikke strømmen i din stikkontakt – den er den samme for alle i hver af de to regioner i Danmark (Øst og Vest) uanset hvad. Det, du kan vælge, er elselskabets pris og afregningsmetode. Så næste gang du overvejer at skifte elselskab, så husk:

Det er ikke selve strømmen, der er anderledes, men måden, du betaler for den på

Hold dig opdateret med vores nyhedsbrev 💌