The Snydekalender - 16. Dec. - Afregner ikke aconto løbende
16. dec. 2025

Aconto-afregning er super forvirrende! Og i dagens låge ser vi et eksempel på, hvordan Elselskabet ELG tilsyneladende har udnyttet dette.
Med aconto-afregning betaler du nemlig forud på din elregning baseret på dit “forventede forbrug” for perioden. Ved næste periode skal elselskabet så kigge på hvor meget, du reelt brugte, og afregne forskellen.
Men sådanne aconto-regninger kan hurtigt blive enormt forvirrende at finde rundt i, når man både bliver opkrævet forud og opgjort bagud.
Og den fristelse var måske for stor for Energiselskabet ELG, der over en periode på 9 måneder konsekvent estimerede det forventede forbrug til at være dobbelt så højt som det faktiske forbrug for denne kunde:

Og på intet tidspunkt i perioden nedjusterede de det forventede forbrug for kunden:

Men det stopper desværre ikke her. Oveni dét har de hver eneste måned også sat den forventede markedspris på strøm (spotprisen) til over det dobbelte af, hvad den endte med at være:

De to ting tilsammen betyder altså, at kunden er blevet opkrævet over tre gange så mange penge, som de burde.
Men det stopper desværre heller ikke her. For i stedet for at lave en opgørelse hver måned, lavede Energiselskabet ELG kun én opgørelse hver 6. måned. På den måde fik Energiselskabet ELG til sidst samlet sig intet mindre end 22.859 kr.:

Selvom de ALT for høje satser for forventet forbrug og forventet spotpris var helt ude af proportioner, havde det reelt ikke været et problem, hvis de havde lavet en opgørelse hver måned. En smart måde for Energiselskabet ELG at få en masse ekstra penge på kontoen for en stund.
Så hvis du betaler aconto på din elregning, så sørg for at du bliver opgjort på hver eneste regning. Du skal IKKE agere bank for dit elselskab - andet end for næste periode.
Følg med i “The Snydekalender” hver dag i december for få afsløret, hvordan elselskaber desværre snyder deres kunder. I mellemtiden kan du tjekke, om dit elselskab er en af banditterne - du finder den komplette liste over alle elselskaber og deres tricks i Min Strøm app’en eller på Strømligning.dk.
Denne artikel er udarbejdet af Strømligning.dk og Min Strøm til generel information om elmarkedet, elregninger og typiske problemstillinger, som vi ser hos forbrugere. Indholdet udgør ikke og kan ikke erstatte juridisk, økonomisk eller anden professionel rådgivning.
Eksempler på “snyd”, “fup”, “skjulte gebyrer” m.v. skal forstås som generelle beskrivelser af oplevede forløb og/eller tolkninger af vilkår, prisstrukturer og regninger. I flere tilfælde er eksemplerne anonymiserede, sammenstillede eller forenklede for at beskytte kunder og virksomheder og for at gøre forklaringen mere forståelig.
Vi tilstræber, at alle faktuelle oplysninger er korrekte på tidspunktet for publicering, men tager forbehold for fejl, udeladelser og ændringer i produkter, priser og betingelser hos elselskaberne. Læsere bør altid kontrollere egne aftaler, prisblade og regninger samt – ved tvivl – søge rådgivning hos eget elselskab, relevante myndigheder, en forbrugerorganisation eller en advokat.
Min Strøm påtager sig ikke ansvar for tab, direkte eller indirekte, som følge af brugen af oplysningerne i artiklen, herunder dispositioner truffet på baggrund heraf.
Mener du, at denne artikel indeholder faktuelle fejl om et produkt, en pris eller en virksomhed, kan du kontakte os. Vi foretager i så fald en konkret vurdering og vil rette eller præcisere indholdet, hvis det viser sig, at oplysningerne er urigtige eller misvisende.



