Nordisk Energi politianmeldt
Dec 20, 2024
I foråret advarede vi om alvorlige uregelmæssigheder i regningerne fra Nordisk Energi. Nu har Forsyningstilsynet politianmeldt selskabet for mulig bedrageri.
Hvad handler det om?
Tilbage i april fandt vi ud af at der var kunder hos Nordisk Energi, der modtog regninger, som ikke stemte overens med de lovede priser. Vi fortalte i BT, at vi kunne konstatere et decideret “snydetillæg,” hvor prisen på den rå elpris (spotprisen) blev skruet op uden kundernes viden.
I eksemplet herover havde kunden betalt 2,1794 kr/kWh for den rå elpris (spotprisen), men vi kunne konstatere, at den reelle spotpris kun havde været 1,33 kr/kWh i perioden. Der var altså tale om et "snydetillæg" på 0,85 kr/kWh, svarende til 64% mere end den sande pris. På den måde fik Nordisk Energi altså tjent 2.878,95 kr mere end de havde ret til fra kunden.
Hvordan kunne de slippe afsted med det?
Ved blot at vise en gennemsnitspris for en periode på kundernes elregninger, gjorde Nordisk Energi det praktisk talt umuligt for kunderne at verificere tallenes sandhed. I Min Strøm kunne vi dog gå ind på den enkelte kundes elforbrug time for time og udregne den reelle spotpris for perioden. På den måde kunne vi konstatere et "snydetillæg" på mellem mellem 0,84 kr og 1,95 kr/kWh på hobevis af elregninger. Der blev altså snydt for hundredetusindvis af kroner bare hos de Min Strøm-brugere vi har været i kontakt med.
Trak millioner ud til sig selv
Nordisk Energi registrerede et imponerede resultat på 5,5 millioner kr. efter skat for 2023 - deres første år på markedet. Af de 5,5 millioner i overskud valgte ejerne Carl Collin Thiele og Lucas Alexander Aastrup at trække 5 millioner kr. ud til sig selv. Hvad de penge er blevet brugt til, ved vi ikke, men de er nok ikke blevet brugt til billigere og bedre produkter til deres kunder.
Politianmeldelsen – et vigtigt skridt
Forsyningstilsynet har nu foretaget en politianmeldelse baseret på en mistanke om netop overfakturering. Det er nu politiets opgave at afgøre, om der er tale om bedrageri, men det er klart, at situationen har været alvorlig nok til at kræve handling fra Forsyningstilsynet.
Hvad betyder det for dig?
Hvis du stadig er kunde hos Nordisk Energi, er det måske et godt tidspunkt at tjekke dine regninger efter. I Min Strøm kan du med vores Udgiftsfunktion få genereret en 100% sandfærdig elregning for en hvilken som helst periode, så du kan sammenholde den med din faktiske elregning. På den måde kan du hurtig få en indikation på, om alt er, som det skal være.
Gennemsigtighed kommer ikke af sig selv
Vi råbte op tilbage i april, fordi gennemsigtighed og fairness er helt afgørende for forbrugerne. Denne sag viser, hvor vigtigt det er at holde øje med sine regninger og stille spørgsmål, hvis noget ikke giver mening.
Hos Min Strøm vil vi fortsat kæmpe for at beskytte forbrugerne mod snyd og uigennemsigtige priser. Politianmeldelsen er et skridt i den rigtige retning, men vi står stadig klar til at hjælpe dig med at forstå dit elforbrug og finde de mest fordelagtige løsninger.
Hvis du selv har oplevet uregelmæssigheder eller har en mistanke, så tøv ikke med at kontakte Forsyningstilsynet eller os.