Elpriser hvert kvarter – hvad betyder det for dig?
Sep 30, 2025

Fra den 1. oktober 2025 tager elmarkedet et stort skridt: Vi går fra én elpris hver time til én elpris hvert kvarter - altså fra 24 elpriser om dagen til hele 96. Men hvad betyder det egentlig for dig som helt almindelig strømforbruger?
Det helt korte overblik
Prisen ændrer sig hver 15. minut i stedet for hver time fra 1. oktober.
Har du jævnt forbrug, ændrer din regning sig næppe meget.
Har du forbrugsspidser (f.eks. elbil, ovn, varmepumpe osv.) kan du spare ved at flytte forbrug til billige kvarterer.
For at blive afregnet på kvarter skal to ting være på plads:
Din elmåler skal understøtte det, og
Din elaftale skal bruge det.
En historisk ændring
Denne ændring er faktisk ret historisk. Elpriserne har været opgjort time for time i Danmark siden årtusindskiftet, men det er først nu – over 20 år senere – at vi ændrer på selve tidsenheden for, hvordan strømprisen opgøres. NordPool, den nordeuropæiske elbørs, indførte timebaserede spotpriser i Danmark i 1999 og 2000. Det var dog først 10 år senere i 2010’erne, at danskerne gradvist fik elmåler, der gjorde det muligt at blive timeafregnet.
At vi nu skifter til kvartersafregning er derfor ikke bare en teknisk detalje – det er et sjældent og ret markant skifte i hele strukturen bag elmarkedet.
Hvorfor sker det nu?
Forbrug og produktion svinger langt hurtigere end én gang i timen. Så når man kun afregner pr. time, opstår der ubalancer i elnettet, som systemet hele tiden skal kompensere for. Ved at afregne i 15-minutters intervaller, bliver det nemmere at få udbud og efterspørgsel til at passe sammen, hvilket giver et mere stabilt og effektivt elmarked.
Elbranchen har i årevis arbejdet på at gøre elsystemet mere fleksibelt. Både EU og nationale myndigheder ønsker et grønnere og mere effektivt elmarked. 15‑minutters afregning er et EU-krav og indføres derfor af alle lande 1. oktober 2025.
Det handler især om at få grøn strøm til at spille bedre
Sol og vind kan have store udsving i produktion på kort tid. Med 15-minutters elpriser kan markedet bedre reagere på disse udsving, hvilket gør det lettere at integrere grøn energi i hele systemet.
Elnettet skal nemlig være langt mere fleksibelt for at klare flere vindmøller og solceller, og de nye afregningsintervaller er et skridt på vejen i den retning. Ved at bryde døgnet ned i kvarterer, får prognoser og afregninger fire gange så stor præcision: Udbud og efterspørgsel kan bedre afstemmes og ubalancer i elnettet bliver mindre.
Hele Europa skifter – og Danmark er en del af det
Danmark deltager i det fælles europæiske elmarked, og derfor skifter vi til de nye 15-minutters intervaller sammen med en lang række andre lande i Europa på samme tid 1. oktober 2025.
Hvor stor betydning får det?
I dag afgør en timepris hvad din strøm kostede i en hel time. Fremover får vi fire priser i timen, men hvad betyder det for dig?
Eksempel: Forestil dig, at en bestemt time før havde en pris på 1,00 kr/kWh. Med kvarterer kan de fire priser i samme time f.eks. i stedet være 0,80 - 0,90 - 1,10 - 1,20 kr/kWh.
Bruger du 2 kWh kun i det første kvarter, betaler du 2 × 0,80 = 1,60 kr (før var det 2,00 kr).
Fordeler du de 2 kWh jævnt (0,5 kWh i hvert kvarter), betaler du 0,40 + 0,45 + 0,55 + 0,60 = 2,00 kr - altså det samme som før.
Der kan altså være penge at spare – eller tabe – alt efter hvornår på dagen, du præcist bruger strømmen. Det vil derfor blive endnu vigtigere at planlægge dit forbrug smart, hvis du vil spare penge.
Men selvom elpriserne skifter fra hver time til hvert kvarter, betyder det faktisk ikke, at din elregning også gør det.
Hvad med min elregning?
For at få fuldt udbytte af kvarterspriser skal tre ting være på plads:
Elmåleren
Nyere elmålere understøtter som udgangspunkt at måle pr. kvarter. Ældre målere kan kræve en ny opsætning eller udskiftning.Forbrugsdata
Hvis din elmåler er klar til at registrere dine forbrugsdata pr. kvarter, kan der stadig gå noget tid før data bliver indsendt til det centrale energidatasystem, DataHub. DataHub vil løbende over de næste måneder indrulle flere og flere netselskabers kvartersaflæste forbrugsdata.Elaftalen
Selvom elmåleren og forbrugsdata er klar, er det din elaftale, der afgør, om du reelt afregnes pr. kvater. De fleste aftaler vil som udgangspunkt forblive timeafregnet, indtil du som kunde beder om at få det ændret.
Kort sagt: Måleren leverer data – aftalen bestemmer afregningen.
Trin for trin - sådan gør du ✅
Hvis du er nysgerrig og gerne vil udnytte de nye muligheder for 15-minutters afregning, så skal du:
Trin 1 - Tjek din elmåler
Dit elselskab kan svare på, om din elmåler understøtter kvartersaflæsning af dit forbrug. Du skal derfor kontakte dit elselskab, så kan de slå op, om din elmåler understøtter det. Hvis din elmåler ikke understøtter kvartersaflæsning, skal du have en ny, hvilket kan koste op til 1.562 kr. Som elforbruger har du ret til at have en elmåler, der understøtter kvartersaflæsning.
Det er dit lokale netselskab, der ejer og er ansvarlig for din elmåler. Det er derfor meget forskelligt fra område til område, hvorvidt elmålerne er klar, og hvad du som forbruger skal gøre. Herunder har vi et samlet et overblik over netselskabernes status i hele landet.

Trin 2 - Bed om kvartersmåling
Hvis din elmåler er klar, kan du spørge dit elselskab: “Har I en elaftale med kvartersafregning?” Hvis ikke, så spørg hvornår – eller overvej at skifte til et elselskab, der allerede tilbyder det. Som elforbruger har du ret til at blive kvartersafregnet hos dit elselskab.
Vi har lavet en skabelon, som du kan bruge til at kontakte dit elselskab:
Hej [elselskab],
Jeg vil gerne have gerne have 15-minutters afregning på adressen [adresse] - er min elmåler klar til det?Samtidig vil jeg høre, om I tilbyder en elaftale, der afregner mig hvert kvarter. Hvis I ikke allerede har sådan en elaftale, hvornår regner I så med at tilbyde det?
Vh [dit navn]
Trin 3 - Følg med i Min Strøm
Du kan allerede nu få indblik i de nye 15-minutters elpriser i Min Strøm.
Vi har lavet to forskellige visninger for kvarterspriser:
Overblik (time) + detalje (kvarter)
Du kan vælge stadig se elprisen på timebasis og valgfrit have en ekstra graf nedenunder, der viser elprisen hvert kvarter. Timeprisen er et gennemsnit af de fire underliggende kvarterspriser. Du kan scrolle i den tilhørende graf for kvarterspriser for at se længere frem eller tilbage for dagen.Fuld detalje (kvarter)
Du kan også vælge kun at se elprisen for hvert kvarter. Du får denne visning frem ved at trykke på de tre prikker i højre hjørne og derefter vælge ‘Kvarterspriser’.

Tip: Hold fingeren nede på grafen for at se prisen i det præcise kvarter 🔎
Et mere fleksibelt elmarked venter
Kvarterspriser giver dig flere chancer for at flytte forbrug til de billigeste perioder. Vil du have hele gevinsten, så sørg for, at elmåleren er klar, og at elaftalen rent faktisk afregner hvert kvarter. Resten hjælper vi dig med i Min Strøm 😎
Ofte stillede spørgsmål (FAQ)
Skal jeg skifte til kvartersafregning?
Nej. Du kan sagtens fortsætte med timeafregning. Kvartersafregning giver dog bedre muligheder for at flytte forbrug til billige kvarterer.
Kan jeg fortryde senere?
Skiftet er bindende. Så snart du har skiftet til kvartersafregning, så kan du som udgangspunkt ikke gå tilbage til timeafregning. Kontakt eventuelt dit elselskab for flere oplysninger.
Hvad med solceller?
Kvarter giver en mere præcis opgørelse af, hvornår du både producerer og forbruger. Hvordan det afregnes, afhænger af din aftale – spørg dit elselskab.
Gælder det også afgifter og tariffer?
Nej. Alle afgifter og tariffer vil stadig være time- eller dagsbaserede. Derfor vil din endelige afregning stadig være en blanding af flere dele.
Hvad er forskellen på “netselskab” og “elselskab”?
Netselskab: Driver ledningsnettet i dit område og ejer elmåleren.
Elselskab: Sælger dig strømmen og står for din elaftale.
Som elforbruger er din primære kontakt dit elselskab.